Jeg blev 30 år og jeg ville ikke ende som 40 fed og færdig.
Godt nok sidder mine 50'er kjoler flot på en kurvet krop, men der er forskel på kurver og deller.
Mormorarme, hængebug og dobbelthage, ikke lige frem det der får en til at ose af sex og stil.
Der til kommer alt det skræmmende, risikoen for diabetes, øget operationsrisiko hvis man skulle opereres, nedsætter frugtbarheden og slider på led.
Ja der er mange gode grunde til at tabe sig.
Fik i oktober også en kæreste jeg gerne vil have ser mig som lækker, og har en søn der synes hans mor er lidt tyk i det.
Men først og fremmest vil jeg tabe mig af forfængelighed og for min egen skyld.
Min vægt har ikke været under 68kg så længe jeg kan huske, og her snakker vi helt tilbage til teenageår og præ-barn.
Da jeg for over 10 år siden troede jeg havde fundet min drømmeprins og stod kort efter som gravid vejede jeg over 68 kg. Efter graviditeten har jeg aldrig været under 75kg.
Siden gik det stødt op ad med vægten og da den var højest sagde vægten 93kg og her forsøgte jeg at gøre noget.
Men det blev kun til et par kg og jeg lå og vaklede mellem 88-92kg efterfølgende.
Jeg havde ingen støtte og opbakning, hvad jeg sådan kunne mærke. Hvad hjælper det når man fået af vide at man bare skal i gang og kommer ud og løbe 2 gange og en står og spørger om vi ikke skal bestille pizza til aften?
Forsøgte også nogle gange at tabe mig for mandens skyld når ægteskabet haltede og sex-livet var ikke-eksisterende, fordi jeg tænkte det var fordi jeg var fed og utiltrækkende.
Ja faktisk fik jeg en gang under sex af vide at det var mig der var blevet for tung til nogle stillinger.
Det er noget der sårer dybt.
Eneste gang det for alvor gik nedad med vægten var da jeg i sommeren 2013 blev skilt. Smed 10 kg på ingen tid, men næppe på en særlig god måde. Var helt rundt på gulvet, stod alene med min søn og en hverdag der skulle fungere. Vidste godt at forholdet haltede meget, og jeg var også selv der hvor jeg var klar til en skilsmisse, men alligevel var det lidt en spand kold vand i ansigtet.
Tiden gik med arbejde og min søn og jeg havde ingen appetit.
Efter et par måneder sagde vægten kun 80 kg, nåede aldrig under de magiske 80kg.
Jeg fik styr på mit liv igen, men min søde tand, og for mange rundstykker på arbejdet gjorde at vægten igen kom op på knap 85kg da jeg tog beslutningen om at nu skulle det være.
Hvilken dag jeg fik selvtilliden til at kunne gøre noget ved det kan jeg sige ret nøjagtig, men det var flere succesoplevelser der gjorde et meget stor udslag.
Allerførst, så er selvtillid noget jeg ikke har haft ret meget af længe, helt tilbage fra jeg blev mobbet i folkeskolen. I løbet af de sidste 10 år er noget vendt tilbage, men nogle ting er også blevet meget kuet.
Har ofte måtte høre "Det kan du ikke klare", "Det er du slet ikke egnet til" og lign sætninger.
Jeg har haft svært ved at føre en alvorlig samtale mod nogen som ligger pres på mig. Det gælder påpegning af fejl, lønforhandling og lign situationer.
Har flere gange fået af vide at jeg ikke er en ledertype, og at folk overser/overhører mig.
Mine kollegaer har kommenteret at jeg har ændret mig de sidste par år siden skilsmissen, og det har jeg. Men der hvor jeg selv så det, var også på arbejdet.
Jeg stod som ansvarshavende en meget kaotisk dag, og jeg fik styr på det hele, jeg fik ros fra både min chef og min chefs chef, og jeg følte nok at jeg voksede flere centimeter.
Det kostede 4 timers overarbejde og selvom jeg havde arbejdet i 12 timer var jeg fuld af energi da jeg kom hjem. Var helt oppe og køre mental og fysisk.
Tænkte at hvis jeg kan klare en dag, så hård og være så frisk bagefter, ja så kan jeg mere end jeg selv tror.
Flere dage af samme slags er kommet, ikke så voldsomme, men dage hvor jeg kan kigge tilbage på og tænkte "Der gjorde du noget særligt, og noget som ikke alle andre havde kunne gøre"
Derfor kom tanken også, du kan tabe dig, også uden opbakning fra andre.
Jeg satte start-datoen til 2. januar, og forberedte mig mentalt i 1½ måned.
Jeg kiggede på kure og meldte mig ind i et nyt fitness-center i december (Centeret åbnede først i januar).Valget var egentligt faldet på Bitz nye kur med madplan, og jeg havde konstateret at kuren først startede 5. januar. Tænkte det gik nok, jeg spiser bare lidt fornuftigt de første par dage.
Fik så madplanen, og da jeg så den droppede jeg den kur.
Kuren havde mest fiskeretter og indeholdte en masse avokado. Jeg spiser meget lidt fisk og kan ikke lide avokado.
Bum bum bum, hvad så?
Jeg gik en smule i panik, og ret tilfældig snublede jeg i anden forbindelse med Klidfasters 5:2 blog.
Det lød jo meget fornuftigt.
Kalorie-tællehalløjet skræmte mig dog noget, jeg orker ikke tælle kalorier hver dag, men jeg var vild med at den ikke var fanatisk at følge.
Mit valg blev 5:2 kuren, tælle kalorier på faste dage, og spise fornuftig.
Jeg valgte at have en stor-synde dag om ugen, og ellers droppe søde sager og lign resten af tiden og det skulle fast ligge en lørdag. Det var vigtigt for mig at have en fast uge dag, da jeg har skiftevagter på jobbet og weekendvagter.
Hvis det var en løs dag ville det hurtigt gå galt, da jeg har rygrad som en regnorm.
Ydeligere gider jeg heller ikke stå og sige nej tak hvis der er særlige lejligheder.
Så 2. januar startede kuren, kuren jeg gør udelukket for mig selv og får at blive den jeg gerne vil være.
Nu er der nogle der sidder sikkert og siger kur er forkert, det burde være livsstilsændring.
Siden hvornår blev kur negativt? at kurere, kurbad og lign er da rare ting.
Jeg tænker kur, som i at jeg skal kureres, jeg skal blive den jeg i virkeligheden er. Jeg vil ikke ændres. Bare smide nogle kilo. Jeg ser ikke det som om jeg skal leve 5:2 kuren resten af mit liv, og når jeg når mit mål vil jeg bare bibeholde formen men vil nok også løsne op for kuren igen.
Jeg vil lære at leve sundere, uden at ændre mig inden i. Jeg bliver aldrig den der synes at slik er noget klamt noget. Men jeg kan nok lære at det ikke er hver dag jeg skal spise det, og måske lære at det der motion ikke er så farligt og ubehageligt.
Tror ikke at kommer til at elske at løbe og svede, men tror jeg kommer til at elske følelsen efter en løbetur. Måske bliver motion også rarere når mine led ikke gør ond bagefter fordi jeg er for fed.
Derfor kalder jeg det en kur. Jeg vil kureres for det negative og blive glad for min krop.
Kuren starter 2. januar, og dette er min motivation, min dagbog og mit holdepunkt.
Hvis nogle læser det er de velkommen til at kommentere på det hele.
Her bliver skrevet og gode dage og dårlige dage, om fiaskoer og succesoplevelser.
Her er i øvrigt et par nye billeder af mig, som jeg ser ud nu hvor jeg starter på kuren.
Konklusionen er at jeg lidt undgår fuld figur-billeder der viser ret meget af min figur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar